Forleden sad jeg med en grædende mand i min praksis.

Hans hustru havde efter mange års ægteskab fået nok og ønskede skilsmisse. Hun var sådan set allerede flyttet. Og skilsmissen lå til underskrift på borger.dk

Han fortalte at han et sted havde set det komme, at han et sted godt vidste at det var gået i den retning, og samtidig var han fuldstændig knust og følte sig afmægtig over situationen. ”Vi har jo bare prøvet at holde sammen på det hele som man jo gør når man har børn og hus” fortalte han fuldstændig forstenet i ansigtet og lammet i kroppen.

Nu savnede han hende inderligt og vidste samtidigt at det var helt slut.

Efter en længere hulketur beskrev han, at deres indbyrdes parforhold igennem alle årene havde været som hund og kat følelsesmæssigt med store forskelligheder mellem dem, ”at der altid havde været en vis uro i deres fundament”. At de aldrig var kommet helt tæt på hinanden som mennesker, helt ind i den sårbare kerne af at vise hvem de egentlig var, men i stedet havde været gode til at fungere sammen i en praktisk anlagt hverdag med fokus på børn, job og hus. ”Vi holdt jo sammen for børnenes skyld” fortalte han.

Han beskrev endvidere at ligeså meget de var forskellige, ligeså ens var de når det kom til at ikke at turde sige tingene højt til hinanden, at ikke turde stå ved sine egne behov. Både af frygt for konflikten med den anden eller men også for at undgå smerten i afvisningen fra den anden. Deraf havde de igennem årene igen og igen havde været undvigende i deres adfærd overfor hinanden.

Manden beskrev en dyb smertelig og ulykkelig indsigt i, at genkende dette mønster. Ikke fordi han ikke både havde set og mærket at det var sådan deres samliv var og havde været igennem alle årene.

Smerten lå i at han havde handlet på det meget før, end nu hvor skilsmissen var kommet snigende og var den uigenkaldelige udgang på mange års undvegen af usagte behov. Både overfor sig selv og overfor den anden. Havde ramt ham som et lyn fra en blå himmel.

Måske mærker eller fornemmer du selv, at det ikke helt fungerer mellem dig og din hustru, måske har du mod på at gøre noget ved det før det er for sent?

Et forløb med terapi for dig som mand kan være vejen videre. Både for dig selv. Men også for jer.